Reichenows væver
Ploceus baglafecht
reichenowi
-
en dejlig dræber
 |
De fleste der kender denne fugl, forbinder den med at være en
ondskabsfuld fugl, dette er delvist rigtigt, men den har også en helt andre,
og mere ukendte sider.
Den er nemlig meget livlig og aktiv, og hvis man sammenligner den med f.
eks. de fleste parakitter, så er den jo ligefrem spændende. Derudover er den
ret hårdfør og trives fint i det danske klima, hvis den dog har adgang til
et frostfrit rum.
Desuden har den, den fortrinlige egenskab, som mange andre fugle også
har, at den levere efter hvad forhold den har. Den viser det bare lidt
tydeligere end de fleste andre fugle. Hvad føde angår, så er den slet ikke kræsen, og tager meget forskelligt. |
Udseende.
Hannen: Oversiden, d. v. s. fra issen, nakken,
baghals, overryg, skuldre, underryg, overhaledækfjer, er fløjlssorte med en
anelse blålig glans. På hovedsiderne er der rundt om øjet og dækkende hele
øreområdet er der ligeledes en ren sort plet. Hånd- og armsvingfjer er
kantede med grågult, og disse fjer, især håndsvingfjerene, er kun
sodfarvede. Resten af fuglen er gyldengul, der udgår fra næbroden og halsen i en let safrangul farve. Næb
sort. Iris mørk med en lysere gul ring.
Hunnen mangler det gule på panden.
Den kvikke læser vil nu have opdaget, at ved denne væverart er hunnen ikke bare er kedelig brun og grøn, men med flotte kontraster i sort og gul.
Udbredelse.
Fuglen forekommer parvis fra Kenyas højland til
Marsabet – gennem det sydlige Etiopien til Kilimanjaro til Usambra i
Tanganyika. (Det centrale Øst Afrika)
Man møder dem i tættere bevoksning og parker.
Til salg…
I august købte jeg mit første par Reichenows vævere af en fuglemand på
Sjælland. Da jeg ringede og spurgte til fuglene, havde jeg ingen anelse om,
hvad det var for en fugl, jeg var ved at købe. Da de blev importeret for første
gang for 10 år siden, står der af den grund ikke meget om disse fugle i
fuglebøgerne. Det eneste skrevne, der er offentligt gjort er 2 artikler i
Dansk Fuglehold ’83/’84, hvoraf den ene er fra det danske første opdræt.
Desuden skulle der stå noget i Albreckt-Møllers ”Stuefuglene”.
Men han kunne så fortælle mig, at det var nogle ret aggressive fugle,
der burde holdes adskilt fra andre fugle, medmindre det var bybyler eller
ligende store fugle med samme temperament, og de skulle for guds skyld kun
holdes parvis, da de ellers selv vil sørge for, at der kun ville være et par
tilbage. Han havde kun hørt om
et enkelt tilfælde, hvor det var lykkes, at holde dem sammen med mindre
tropefugle. De må simpelthen have været så små og sky, at væverne ikke
tog sig af dem.
Nå, så røg planerne med at sætte dem sammen, med mine andre vævere.
Jeg købte dem nu alligevel, da de var alt for spændende til, at jeg kunne
lade være.
Han fortalte mig også, at de næsten ikke spiste tørt frø, men levede
næsten udelukkende af animalsk føde og frugt, hvis de fik
muligheden for det. Jeg skulle give 350 kr. for parret, hvilket er i
den dyre ende af skalaen, når man snakker vævere. Til dags dato er det de
dyreste vævere jeg har købt.
De
kom ind i en lille indendørs voliere på 2*1*2 meter, da jeg ikke havde en større
voliere til rådighed i øjeblikket. Der gik de så i vinter månederne, til
jeg fik en fri voliere. Det lod til, at de havde det fint. De var begge i flot
fjerdragt og havde en god kondition. Ganske som jeg havde fået at vide, så
spiste de kun levende foder, hvis de kunne få lov, derfor indførte jeg
kvoter; kun to kæmpe melorme til hver om dagen. Derved tvang jeg dem til at
spise mere varieret. Væveri var der ikke meget af, selvom bunden af volieren
var grøn og fuld af græs, så blev der ikke vævet meget, det eneste der
blev vævet var en slags flad plade, der ikke mindede det mindste om en rede
og den var udelukkende bygget af kokostrevler.
I
’97 var de med på udstillingen, hvor de blev belønnet med en æres præmie.
Det var jo godt, for så var jeg da sikker på, at det var noget ordentligt,
jeg havde fået!
Nyt voliere.
Tidligt
på foråret kom de ud i en parakit voliere på 3*1*2,5 meter (L*B*H), hvor
2/3 var overdækket, med tilhørende opvarmet inderrum på 1*1 meter. Volieren
var udstyret med en lille tæt tjørnebusk, der var hængt op i et hjørne.
Derudover havde jeg sat en del lange lige pile grene og bambus sammen i
bundter og sat dem fast op ad nettet.
Resultatet
heraf viste sig hurtigt. Jeg kunne se, at redematerialet blev brugt, men
selvom jeg dagligt gik ud for at se efter reder, så varede det en uge, før
jeg fik øje på den første rede. Den var meget godt camoufleret, på grund
af hannens varierende brug af redematerialer. Den var bygget opad tråden,
mellem nogle pilegrene og bambus. Den lignede mest af alt en græstot, der
havde forvildet sig op mellem grenene. Udefra så den meget uordentlig ud, men
når man kiggede ind i den, så var den glat og pæn.
I løbet af et par uger blev der bygget 3-4 reder
mere, men yderlige forsøg på at fuldføre yngleriet blev det ikke til.
Unger….?
Der skulle gå et par uger mere, før jeg fik
mistanke om, at der var ved at ske noget. Der var begyndt at samle sig
ekskrementer under en af rederne, men da jeg ikke kan føre rede kontrol med
disse fugle, så måtte jeg sætte mig og studere fuglene efter fodring.
Ganske rigtigt, min formodning blev bevist, da jeg tydeligt kunne se hvordan
de fløj med melorme, fra skålen, ned på jorden og op i reden. Hvad de
foretager sig på jorden, har jeg endnu ikke fundet ud af.
Så var det ellers bare med, at sørge for, at de
havde foder nok, men samtidig var jeg også bange for at overfodre dem. Derfor
prøvede jeg at fodre dem to gange dagligt, men det var ikke altid, at jeg fik
det gjort.
Begge forældre var meget aktive i fodringen, men
hunnen fløj højst 3 gange frem og tilbage, derefter var det udelukkende
hannen, der madede, hunnen lagde sig nok på reden igen, for at varme ungerne.
S….. også!!!
LMNU
Sådan gik det i næsten 2 uger, indtil jeg en dag så,
at parret bare satte sig og spiste løs af melormene, uden at flyve ud til
reden med en eneste orm. Jeg kunne næsten gætte, hvad der var sket! Ganske
rigtigt, da jeg kom derud fandt jeg en halvt udvokset unge hængende i en
grenkløft under reden. Surt show!!!
Det hjalp dog lidt på modet da, jeg 5 minutter
efter, den kedelige opdagelse, så at parret allerede parrede sig igen. Det
var første gang, at jeg så nogle af mine vævere parre sig.
Ferie…
Et par dage efter tog jeg på ferie i 5 uger, og
familien blev sat til at stå for pasningen af fuglene, kun overvåget af
ugentlige besøg af Tor, der skulle sikre mig imod problemer, som almindelige
dødelige ikke ville opdage.
Inden jeg tog afsted nåede hannen at bygge endnu en
rede, og begyndte på en anden. Så jeg tog afsted med håb om unger ved
hjemkomsten.
Hjemme igen.
J
Under ferien fik jeg meget lidt information om
fuglenes aktiviteter, da der ikke rigtigt var nogen der kunne tyde fuglenes
opførsel, så jeg var meget spændt på, hvad jeg kunne vente mig, når jeg
kom hjem, for teoretisk set så kunne der jo godt være kommet unger på pind,
uden at nogen havde opdaget det.
På hjemkomst dagen skyndte jeg mig ned, for at se
til dem. Indenfor var der ikke meget at se, så jeg skyndte mig ud til den
udendørs voliere. Der var umiddelbart ikke noget at se, hverken af levende
eller døde unger. Det eneste jeg kunne bemærke var, at den sidste rede de
havde bygget, var blevet revet ned, øjensynligt på grund af materiale
mangel, da alle de andre reder stadig var der.
I gang igen ???
J
Der gik ikke engang en uge, før jeg igen fik
mistanke til, at de var i gang igen. Ganske rigtigt, en uge derefter kunne jeg
observere hvordan de begyndte at tage melormene med ud til reden, i hastigt
stigende tempo og mængder. Jeg begyndte at blande min egen hjemmelavede
blanding, hver anden dag, men det gik hurtigt over til at være hver dag. Jeg
var nemlig begyndt at søge efter nye foderemner ud over melormen og
microormen, som jeg var gået over til at fodre med i mellemtiden, så jeg
havde købt frosne fårekyllinger og myrepubber, som jeg blandede i min
blanding samtidigt med, at jeg reducerede mængden af microorme, med næsten
halvdelen.
Tiden gik ligeså stille, jeg tog en dag af gangen og
hver dag holdt jeg øje med om de stadig væk fløj med foder. Jeg turde ikke
regne med noget indtil jeg, efter næsten 14 dage, kom i tanke om, at ungerne
gik af reden allerede efter en 17 til 19 dage, da gik det op for mig, at de
var kommet over det kritiske punkt og der skulle kun et par dage mere til, før
de ville gå af reden. I disse dage steg mit humør kraftigt, da det efter hånden
gik op for mig, at det endelig var lykkes for mig at få opdræt af vævere.
Men jeg måtte slå lidt koldt vand i blodet, for der var stadigvæk en masse
der kunne gå galt.
Endelig ….
JJJ
De næste par dage forløb ganske roligt, jeg gjorde
ganske som jeg plejede, og jeg undlod at gå ud til ydervolieren, for at
forstyre dem mindst muligt.
Så en dag opdagede jeg, at der var sket et eller
andet. Det varede lidt før det gik op for mig, hvad det var. Hunnen var kun
fløjet ud en gang før hun satte sig til at spise uhæmmet af ormene. Hannen
fløj kun ud et par gange, før han også stoppede og begyndte at spise selv.
Jeg blev bange for at nogle af ungerne måske var døde, så jeg løb ud for
at se, hvad der var sket. Først kunne jeg ikke se noget, men så fik jeg øje
på noget…
YES!!!JJJJJ
Der sad det lille tykke vidunder. En stor flot unge! Jeg
jublede og skyndte mig ind for at give dem nogle flere orme som belønning for
nu kunne, de da ikke smide den ud af reden.
Det var næsten udelukkende hannen, der fodrede
ungen. Hunnen fodrede den lidt i starten, men det varede ikke længe før hun
bare kom ind og spiste, hvad hun ville have og så, så man ikke mere til
hende. Det varede et stykke tid, før det gik op for mig, hvad der var ved at
ske. Jeg havde godt opdaget, at hannen var begyndt at væve lidt igen, men der
var ikke meget at bygge af, så jeg gik ud med noget græs og trevler, da jeg
pludselig opdagede, at han allerede havde
bygget en ny rede, lige foran den gamle rede, så de ikke kunne komme ind i
denne. Da gik det op for mig, at de var begyndt at yngle igen.
Jeg lod ungen gå sammen med dem alligevel, da jeg
endnu ikke havde set den spise selv. Dette så jeg først sket, da ungen var 3
uger gammel. Men den så ud som om, den havde prøvet det før. Jeg fjernede
den stadigvæk ikke, da ikke havde plads til den og det var mening, at den
skulle med på udstillingen og der var kun lidt over en uge til.
Udstillingen.
Ungen var med på udstillingen og den klarede det
flot, selvom den var lidt nervøs. Den fik kommentaren: Godt opdræt!, en ærespræmie og ”bedste Junior 1998” med på
vejen, så jeg var godt tilfreds, da det var sidste år jeg var med som
junior.
I skrivende stund er der stadigvæk levende unger i
reden, og alt tegner godt og ungen går og bliver forkælet i sin egen lille
voliere!
Foder.
Mine Reichenows vævere har altid adgang til tør
tropeblanding, æggefoder 7A og vand. De ynder, at bade, så de har et stort
fuglebad i ydervolieren. Derudover får de hver dag en portion orme, hvad
slags variere alt efter, om de yngler eller ej, da de tager såvel microorme
som kæmpemelorme. Desuden får de mit eget ”hjemmelavede” opmadnings
foder: Hakket hårdkogt æg, revet gulerod, rasp, æggefoder, grov
insektfoder, insektfoder med honning og opblødt tropeblanding, frosne
insekter og myrepupper. Dette var den dyre løsning, og det kan helt sikkert gøres
billigere uden, at det bliver dårligere.
Af frugt
har jeg fået dem til og at tage vindruer, som jeg har skåret i stykker.
Der er sikkert en masse andre foderemner der kan
bruges med stort held, det eneste jeg har prøvet var fint skåret fersk kød
og hakket kød, som de gladeligt tog. Jeg har også tænkt mig, at forsøge
mig med pinky larver, da de er lettere, billigere og hurtigere at producere.
Reden.
Som tidligere nævnt bygger de en meget sjusket rede,
der imod sætning til andre vævere af ”Ploceus” slægten, ikke kun er
bygget af græs, men af alt hvad der er til rådighed. I mine fugles reder er
der en masse halm, da jeg har givet dem en del fugleneg. Det er hunnen der står
foringen af reden.,
Reden er opretstående og redehullet vender nedad.
Den er placeret frit, hvor der er egnede redemuligheder, helt ned til en meter
fra jorden. Alle rederne var placeret indenfor en kvart kvadratmeter.
Æggene er lyseblå med rødlige pletter.
Det er hunnen der står for foringen af reden.
Stemme
Vævere har som bekendt aldrig været kendt for deres
stemme, men Reichenows væveren hører til nogle af de mest velsyngende inden
for denne familie.
Man kan faktisk dele deres "sang" op i tre
dele; den første del, er også
den man hører oftest, minder
meget om et forstærket spurve "pip", men langt mere hæst. Den udstøder
dette pip hele tiden når den er aktiv, hvilket vil sige næsten hele tiden,
det kommer cirka med et par sekunders mellemrum. De to øvrige muligheder hører
man ikke nær så ofte, hyppigst i yngletiden. Det ene er det meget
karakteristiske væver "skurren", der ikke lyder specielt flot, men
når man ved at det betyder yngleaktivitet, så lærer man at blive ret glad
for det! Det sidste er det absolut mest behagelige af dem alle, det er faktisk
en meget varierende sang, med små triller osv. den bliver som regel sluttet
af med den karakteristiske skurren.
Prøv dem!
Jeg kan på det stærkeste anbefale disse fugle til
alle der går og pusler med tanken om at forsøge sig med frugt- og insektædende
fugle. Da det ikke er livs nødvendigt for dem, at de får alle mulige besværlige
foderemner. Men det vil komme helt af sig selv, hvis man gerne vil have lidt
resultater. Men de skal stadigvæk ikke have så meget levende foder, som de
100% frugt- og insektædende fugle kræver.
Desuden passer de perfekt i en almindelig parakit
voliere. Den skal bare dekoreres lidt først!
Desværre er udbudet af disse fugle meget lille, så
det kan godt være besværligt, at finde sig et par. Men så kan jeg anbefale
andre væver arter af slægten ”Ploceus”,
da de er mindst ligeså spændende og livlige som Reichenows væveren er. Oven
i købet får du mulighed for, at holde flere par sammen eller flere arter,
hvad der ikke er muligt hos Reichenows væveren.
Det skal lige siges at ydervolieren ligger helt
isoleret i enden af en gyde mellem to drivhuse, så det er kun mig der kommer
derud, og jeg skal gå 200 meter for at komme derud.
Efterskrift
Den sidste unge kom også på pind og de er begge
begyndt at udfarve til hanner, hvilket er lidt en skam, da det ville have været
ret med et par. Men så må man jo håbe, at der et eller andet sted sidder to
hunner, der mangler lidt selskab. Udfarvningen begyndte efter 4 levemåned, og
stopper omkring 6 måned.
Allerede 3 måneder gammel byggede den ældste unge
sin første rede, dog ikke så pæn som de voksnes men flot af en nybegynder.
Så man kan da roligt sige, at der er muligheder i dem.
Begge unger går sammen i den voliere deres forældre
gik i før de blev flyttet, og foreløbig er der ikke nogen problemer.
Esben
Elmer, Egå