Hanehalet Vidafinke - Euplectes progne

Engelsk: Long-tailed whydah

Udbredelse: Sydafrika, Lesotho, vestlige Swaziland, sydøstlige Botswana og det østlige Zambia. Den holder til i høje rørskove i sumpegne og findes her i ret store flokke.

Fuglen er dybsort, de små vingedækfjer dyborangerøde, mellemste gulhvide, øvrige vingedæk fjer sorte med brunlighvide yderkanter. Hunnen på oversiden er lyse brun med sortbrune skaftstriber, undersiden isabellafarvet. Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen men er større og kendes fra hunnen ved at han beholder den røde skulderplet. Næb blyfarvet, øje brunt og ben sortbrune. Længde: 55 cm (halen 40 cm)

I naturen vælger hunnen den han, der har den største og længste hale.  I naturen foregår parrings­spillet ved, at hannen flyver langsomme ture rundt i sit territorium.

Den er polygam og kan yngle med op til 16 hunner. Reden er kugleformet, bygget på eller nær jorden og godt skjult i højt græs. Der ligges 2-3 hvidlige eller grønlige mørkplettede æg.

Hanehalet vidafinke er en af de største af vidafinkerne og er i yngledragt en meget dårlig flyver på grund af sin stærkt udviklede hale, der besværliggør flugten. Den er sjældent indført, men hører i øvrigt til de roligste af vidafinkerne. Er også fredelig over for andre fugle og kan uden problemer holdes sammen med disse. Pga. sin størrelse bør den kun holdes under meget store forhold eller vil denne storslåede fugl ikke komme til sin fulde ret. 

Rødisset Vidafinke - Euplectes laticauda

Engelsk: Broad-tailed whydah

Udbredelse: Sydøst afrika.

I modsætning til de øvrige vidafinker er den sorte forlængede hale bred og lige afskåret. Holder ligeledes til i sumpede områder med højgræs. 

Undenfor ungletiden ligner han og hun Flammevæveren, men med mørkere striber og noget længere hale. Længde ca. 22-26 cm, heraf halen 14 til 18 cm.

Halvmåne-Vidafinke - Euplectes ardens

Engelsk: Red-collared whydah

Udbredelse: Sydafrika, Lesotho, Swaziland og Mozambique. Lever fortrinsvis i rørskove og sumpede græsenge.

Fløjlssort med en ildrød plet over kroområdet på forhalsen; svingfjer og dækfjer med lyse kanter, halen er stærkt forlænget i yngletiden (20-28 cm), næb hornfarvet, iris mørkebrun og ben mørke. Længde: 30-35 cm.

Fuglene kan i yngletiden være urolige og aggressive, dog uden at være voldsomme overfor burfæller. Reden bygges lavt i rørskovene, den er oval eller pæreformet med et stort indgangshul. De 2-3 æg er blågrønne med mørke pletter. Hannen er polygam.

Ensfarvet Vidafinke - Euplectes concolor

Engelsk: Black whydah

Er blot en helt sort variant af Halvmåne Vidafinken.

Udbredelse: Vest og central afrika, fra Senegal til Angora, hvor den er fundet i savanneegnene, men den er ikke almindelig i udbredelsesområdet.

Hele fjerdragten inklusiv vinger og hale er dybsort. Vingerne dog med lysere fjerrande. Øjet mørkebrunt og næb sort. Mørke ben. Længde 30-36 cm (hale 22-29 cm)

Gulrygget Vidafinke - Euplectes macrourus

Ses ofte højt til vejrs syngende. Sangen mindre meget om zebrafinkens pludren.

Jacksons Vidafinke - Euplectes jacksoni

Engelsk: Jackson's Whydah

Udbredelse: Kenyas højland. Opholder sig i det høje savanne græs, hvor den også udfører sin specielle parringsdans hoppende omkring en græstue.

Dybsort krop, brune vinger med gule og brune fjerrande. Næb gråt, øjne mørkebrune, ben sorte, hale lang og buet og forlængede issefjer. Halen er cirka 20 cm lang, når hannen er i yngledragt. I naturen vælger hunnen den han, der har den største og længste hale. På grund af den meget store hale, har hanner i yngledragt ofte svært ved at flyve.

Hunnen: Lys brun med mørke striber. Hannen i hviledragt har samme farver som hunnen, men er betydeligt større og har kraftigere hoved.

Da arten er monogam tilrådes det at holde dem parvis. Yngler med stort held. Reden er hængende og er bygget af græs. De 2-3 æg bliver udruget på ca. 12 dage og ungerne fodres udelukkende med frø - fuglene skulle eftersigende ikke tage levende foder. Hanner er fuldt udfarvede som 2 årige.

Den kan være meget hård ved beplantningen. Er ret hårdfør men bør dog ikke udsættes for frost.

Jacksons vidafinke er en ivrig sanger - sangen består af små triller og korte dybe fløjtetoner. Det er en rolig fugl der sagtens kan holdes sammen med andre fugle, kan dog virke forstyrrende på mindre fugle pga. deres størrelse.

Fløjlsvæver - Euplectes capensis

Engelsk: Black-and-yellow Bishop

Udbredelse: Sydafrika. Holder til i sumpegne og dyrkede områder, familievis  eller i store flokke. 

Længde: 15-16 cm.

Fløjlssort. Underryg samt forreste del af vingerne gule, øvrige vingefjer sortbrune med lysere kanter. Iris brun, næbbet mørkt blågråt, benene rødligt grå. I hviledragt er hannen mørkt brungrå på oversiden med lysere fjerrande. Undersiden, tøjler og en smal øjenstribe gulgrå. Skuldre og underryg rent gule som i yngledragten.  Hunnen er grå uden hannens gule aftegninger.

Den hører til de sjældne forekomster på fuglemarkedet.

Dens størrelse og næbbets tykkelse variere efter hvor den kommer fra, da det variere fra egn til egn.

Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen, med undtagelse af de sorte svingfjer.

I naturen anlægges reden lavt i rørskove eller i tætte buske.

Foderet bør bestå af en tropeblanding og levende foder af forskellig slags.  

I yngletiden opholder de sig fortrinsvis parvis, dog kan polygami forekomme. Reden er stor og oval og med et stort indgangshul. Den bygger reden i tætte buske, hvor den lægger 3-4 grønlig blå æg med grå og brune pletter, som ruges i 15 dage.

Fuglene er rolige og fortrolige. Den hører til de meget sjældne forekomster på markedet. Den har ynglet adskillige gange herhjemme.

Orangevæver - Euplectes franciscanus

Længde: 13-14 cm

Han ligner hun uden for yngletiden, men har sort næb.

Den lever i store kolonier på det åbne græsland nær vandløb med siv- og rørbevoksning.

Orangevæveren indføres hvert år i stort tal, desværre ofte med overvægt af hanner.

Den gennemsnitlige levetid er på 7 år.

Den trives bedst i et stort bur eller i en mindre voliere, hvor én han og 3-4 hunner holdes sammen. Da hanner kan være ret aggressive overfor hinanden, bør der ikke være mere end en han i volieren, med mindre denne er meget stor. Den bør heller ikke holdes sammen andre hanner af de røde ildvævere.

Udendørsvolieren kan med fordel beplantes med sivplanter, bambus, høje græsser eller stedsegrønne buske, hvori reden anlægges.

Føden skal bestå af forskellige hirsesorter, kanariefrø, myrepupper samt frugt og grønt.

I yngletiden kan dens sitrende og stormende adfærd virke skræmmende på andre mindre burfæller.

Den er ikke direkte aggressiv over for andre fugle, men dens livlige væsen kan virke forstyrrende på andre fugle i volieren. Nymfeparakitter er passende bofæller for dem.

Opdræt er ikke almindeligt, men orangevæveren hører til den mest ynglende væver i fangenskab, man kan får den til at yngle, hvis man undgår alle overdrivelserne med hensyn til foder, varme, kulde osv.

Reden bygges af bast eller blade af elefantgræs, og den anbringes enten frithængende fra en gren eller hæftet til trådvævet i volieren. Den bygges lavt, næsten rund, noget tyndvægget. Gerne opret mellem høje græsstrå.

De 3-4 æg udruges af hunnen på ca. 14 dage, og ungerne bliver i reden i yderligere ca. 3 uger. Ungfuglenes fjerdragt er lysere end hos de voksne fugle.

I yngletiden skal fuglene have tilskud af levende foder, især myrepupper. Hertil rigeligt frugt, grønt og spiret frø.

Til daglig bør foderet bestå af en tropeblanding og en del animalsk foder.

Første opdræt i 1931 i Odense og adskillige gange siden.

Flammevæver - Euplectes hordeaceus

Længde: 13,5 cm. hun: 12,5 cm.

Den har sort strube og i øvrigt mangler den Orangevæ­verens sorte farve i panden. Fuglen er mere rolig end Oryx­væveren. Men den bør heller ikke holdes sammen med andre hanner af samme slags eller sammen med andre nært beslægtede røde ildvævere.

Reden er rund eller oval med sidevendt indgang og anbragt i tynde grene. De 2-3 æg er blågrønne med mørke pletter. Foder­et består af små frø og animalsk foder. Den afviger ikke med hensyn til pasning og pleje fra Orangevæveren.

Første opdræt i Ålborg i 1963, men har ynglet mange gang siden.

Oryxvæver - Euplectes orix orix 

Længde: 13-14 cm. Hun noget mindre.

Den er noget større end den egentlige Orangevæver og har en anden tegning. I paringsdragt er hannen brun på oversiden, med karminrød hals og forkrop og fløjlssort underside; hunnen er gråbrun med mørkebrune længde striber.

Den er noget urolig og dominerende af sig, og af den grund må der ikke være mere én han i hvert bur. Den bør heller ikke holdes sammen med andre hanner af de røde Euplectes vævere.

Reden er stor og kuglerund eller æggeformet med sidevendt indgangshul uden rør, den er bygget af noget grove materialer.

De 3 æg er blå grønne og svagt plettede.

Den er lige så let som Orangevæveren, at få til at yngle.

Foderet bør bestå af tropeblanding og animalsk foder.

Brandvæver - Euplectes nigroventris

Længde: 10-10,5 cm.

Han og hun som Oryxvæveren, men den fjøjlssorte underside strækker sig helt frem over halsen og struben, således at kun isse, nakke og baghals er røde. Dog betydeligt mindre, og den mindste af de røde vævere. Hunnen ligner Orangevæveren meget, og kendes bedste fra denne ved størrelsen.