Vævernes underfamilie (Ploceinae) omfatter 210 forskellige racer eller underarter fordelt i 96 arter.

Antagelig lever Quelea arterne og Ploceus arterne parvis, medens de fleste Euplectes arter formodes at være polygame. Dette er dog vanskeligt at fastslå, da der i en flok, foruden hanner i parringsdragt og hunner, altid findes unge uudfarvede hanner, der ikke kan skelnes fra hunnerne. Men det skader generelt sjældent at have ekstra hunner, dog med undtagelse af stærkt monogame arter som Dværg Væver og Reichenows Væver - disse skal kun holdes parvis.

For at trives skal væverne altid have adgang til byggematerialer i form af kokostrævler, bast, halm, hø, friskt græs og palmeblade, alt efter art, således at de kan tilfredsstille deres byggeinstinkt. Giver man dem ikke dette, ødelægger de andre fugles reder ved at plyndre disse for byggemateriale. Volieren må også udstyres med mange grene, som fuglene kan benytte som grundlag for redebygningen. Disse grene må gerne fastgøres i taget, da langt de fleste Ploceus arter ynder at bygge højt i volieren.

Reicenows væver - Ploceus baglafecht reichenowi

Længde: 16-17 cm

Denne fugl er en ren dræber, man kan ikke holde den sammen med andre vævere, da den er utroligt territorie hævdende. De eneste fugle den kan holdes sammen med er andre insektædende fugle der helst skal være større end den selv, som for eksempel grøn kardinal og bybyller. Men det er også lykkedes nogen at holde den sammen med de mindste afrikanske tropefugle, da disse er så små, at den er ligeglad med, at de er på dens territorium. Enkeltvis er den dog ganske fredelig og gør ikke en fugl fortræd.

              Denne fugl er næsten altædende, men lever hovedsagligt af insekter og anden animalsk føde, men den spiser dog også frugt samt lidt frø, overvejende kanariefrø og hamp.

Dværgvæver - Ploceus luteolus

Længde: 10-11 cm.

Den er en de mindste vævere i sin slægt.

Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen. I yngletiden har hannen en sort maske, som hunnen ikke har.

I Vestafrika lever den for det meste parvis i skovland og langt fra bebyggelse, medens den i Østafrika og Sudan er selskabelig og findes ofte i haver.

Det er en meget flittigt og sirlig redebygger, der helst bygger med kokostrevler. Rederne er som regel så tynde, at man kan se æggene igennem reden, der altid er højt placeret i volieren. Ofte med kort indgangsrør.

Det er karakteristisk for denne art, at der i nærheden af reden findes et hvepsebo. Reden, der har form som en omvendt kolbe, bygges for det meste i tjørnetræer.

Den har ynglet adskillige gange herhjemme.

Der lægges 2-3 mathvide æg, hvorpå hunnen ruger alene i 11 dage. Begge forældre mader ungerne, der er udfarvet på et halvt til et helt år, modsat de fleste andre væveres unger, der i reglen først udfarves til pragtdragt i deres andet eller tredje år. Der overlever sjældent mere end to unger per kuld, reden synes heller ikke at kunne rumme 3 unger.

Fuglen er udholdende og interessant, man aner ikke, at den ruger, da den altid er ude når man kommer.

Udenfor yngletiden er den fredelig over for andre fugle, men i yngletiden kan den være stridbar over for andre fugle, hannen lader ofte sin stilfærdige stemme høre.  

Skal kun holdes parvis - overskydende fugle bliver jagtet til døden.

Den er forholdsvis nem at holde, men gode forhold skal den have.

Foder består af tropeblanding og insekter. I yngletiden kræver den store mængder af melorm eller anden levende foder.

Blommegul maskevæver - Ploceus vitellinus

Længde: 12-13,5 cm.

Hunnen grå og kun med et let skær af gult over brystet. Ganske som hannen udenfor yngletiden

Udenfor yngletiden ligner  hannen hunnen.

Fuglen indføres med mellemrum og er ofte på markedet.

Den lever selskabeligt på savannen og ses sjældent i nærheden af bebyggelse.

Det er en virksom væver, men den kan være noget hård ved artsfæller, men nem at holde.

Den er forholdsvis let at få til at yngle og den bygger en nedhængende og oval rede, uden indgangsrør. Den bygges som hos så mange udelukkende af hannen, der også bygger de såkaldte hanreder, der kun bruges til overnatning. Rederne findes som regel mange sammen i torntræer. Udertiden sker det, at to hunner deler en rede.  Reden bygges næsten udelukkende af grønt græs og vedbliver at udbygge reden indtil ungerne forlader denne. Hunnen kan finde på at forlade æg og unger hvis ikke hannen holder reden grøn.

Bør holdes parvis for optimalt opdræt, da hannerne er meget efter hinanden istedet for at made og passe hunnen.

Kuldet består som regel af 2-4 æg, der varierer fra hvide til brune eller grønblå med eller uden pletter. 

Dens parringssang består af snurrende og hvæsende lyde, samtidigt med at den spreder halefjerene og sitrer med vingerne. 

I fangenskab er den livlig og udholdende og selv i yngletiden er den mere fredelig overfor andre fugle end de øvrige vævere.

Foder: Tropeblanding og animalsk foder, samt levende foder.

Brunmasket væver - Ploceus galbula

Længde: 12-13 cm.  

Meget sjælden.

Den er meget nært beslægtet med blommegul væver, og adskiller sig kun fra denne ved at pande, hovedsider og hage er glinsende kastaniebrune.

Den er forholdsvis ynglevillig og bygger er pæreformet rede.

Udenfor yngletiden ligner kønnene hinanden.

Foderet bør bestå af en tropeblanding, samt et tilskud af animalsk foder.

Stor maskevæver - Ploceus cucullatus
Tidligere Stor textorvæver

Længde: 17-18 cm.

I vinterdragt kønnene næsten ens, hunnen er dog lidt mindre.

Stor Textor-væver er ikke svær at holde men bør tilbydes store og gode forhold.

Den indføres regelmæssigt og som regel i stort tal. Altid med stor overvægt af hanner.

I hjemlandet er den meget almindelig mange steder i og omkring landsbyer, idet den ligefrem synes at søge menneskeligt selskab. 

Fuglen skræmmer mindre fugle på grund af sin størrelse, men den er næppe så farlig som man tror, men bør dog helst holdes sammen med fugle af egen størrelse.

Dens sang er noget støjende.       

Det er en hårdfør og fordringsløs, der kan holdes ude til langt hen på efteråret; men da den er stridbar over for andre fugle, bør den dog helst holdes i voliere, gerne sammen med andre vævere af samme slægt og størrelse.

Det er en udpræget kolonifugl, der altid bor mange sammen. Hannen er en meget flittig redebygger, der næsten altid er i gang med at bygge en ny eller reparere en gammel rede. Der må gerne være overtal af hunner.

Opdræt er for det meste problematisk, idet fuglen er meget urolig og nervøs i yngletiden. Opdrætsproblemer skyldes i nogen grad vanskeligheder ved udpegning af de rette hunner. Slægten omfatter i alt 56 arter, og hunnerne af disse arter kan kun vanskeligt skelnes indbyrdes. Dette kan forhindres hvis man køber en pæn flok fra samme sending, og man kan se efter nuance forskelle hos specielt hunnerne.

Reden er stor, pungformet og hængende, med indgangshullet forneden på den ene side, undertiden med et kort indgangsrør.

Den bygges af udelukkende af friske grønne materialer som græs, blade af elefantgræs, bambus, dracena marginata (stuepalme) og andre ret grove materialer, da hunnerne kun er interesseret i friske grønne og solide reder, så når reden tører ud river hannen den end igen og bygger en ny. I naturen bruges palmeblade, der flænses.

Hunnen lægger 2-3 blågrønne æg, forsynet med brunlige klatter, som udruges på 14 dage og ungerne bliver i reden i yderlige ca. 3 unger, mens hannen brutalt forsvarer reden.

I yngletiden skal den fodres med store mængder af animalsk foder, hvoraf myrepupper, melorme og græshopper kan anbefales. Ungerne kan uden problemer opfostres på melorme.

Foderet bør sammen sættes af en god tropeblandning med græsfrø, men også afskallet havre, ris og hvede kan anvendes. Den tager også gerne frugt og er i det hele taget ikke kræsen.

Den er opdrættet flere gange, men kræver stor plads.

Sorthovedet maskevæver - Ploceus c. nigriceps

Tidligere: Layardsvæver

Længde: 17 cm.

Den minder meget om Stor Textorvæver, som den ofte også forveksles med. Den er en ubetydelighed mindre end foregående, noget lysere på overryggen, det kastaniebrune bånd mangler, og som det tydeligste, at den sorte maske ikke går så langt ned i nakken som hos Stor Textorvæver.

Hunnen ligner Textorvæveren farvemæssigt meget, men er lidt mindre end den.

Den er noget aggressiv, men udholden og stærk og derfor er den velset mellem fugleholdere.

Dens reder er noget trevent og uordenligt bygget, fordi den foretrækker groft redemateriale. Altid med indgangsrør - med variabel længe.

Den er  nem at holde og bør tilbydes store og gode forhold. Ellers minder den meget om Stor Textorvæver i pasning og adfærd. Er polygam, men kan sagtens yngle parvis.

Foder: Tropeblanding og animalsk foder (melorme, myrerpupper o.s.v)

Gulpandet maskevæver - Ploceus c. spilonotus

Længde: 15-17 cm.

Det er let at holde, og men bør tilbydes meget gode forhold. Den er meget nærtbeslægtet med Stor textorvæver, og disse blandes også ofte - krydsning kan forekomme, men opdages kun hvis de bliver han-unger.